fredag den 8. januar 2010

Få det gjort!

Taænk bare - jeg fik omsider hul på en lidt besværlig lille opgave, som jeg har skubbet foran mig i uger, ja måneder! Nu har regnskaber aldrig været min stærke side, men jeg må da indrømme, at det ikke var helt så slemt, som jeg havde forestillet mig. Hver enkelt afregning skulle bare sættes i system, og den nye kopi-printer-scanner vidundermaskine kom her til hjælp med at holde styr på sagerne. Nu har jeg blot et enkelt hængeparti på den konto - resten fik jeg fra hånden i løbet af en eftermiddag igår. Derfor bestemte jeg mig for at belønne mig selv med den symaskine, jeg så længe har sukket efter. Uh, hvor er det bare en dejlig fornemmelse. Nu skal der sys igennem! Efterhånden som jeg får noget fra hånden, er det så min plan at bruge denne blog til at vise nogen af mine resultater frem, også for selv at have lidt styr på, hvad der kommer ud af mine anstrengelser.

Jeg fik maskinen grundigt demonstreret og nogenlunde afprøvet på stedet for den kom med mig hjem i en taxa. LIge så snart den var pakket ud, kunne jeg faktisk begynde at sy helt enkle sømme; efterhånden vil jeg så kaste mig ud i de mere raffinerede muligheder, såsom automatiske knaphuller, 90 sømme og hele alfabetet - med Æ Ø og Å!

En af de bedste nyskabelser er den lille smarte sylup, som kan placeres lige over selve syfeltet; nu kan jeg da omsider se alle de finere uden at stikke næsen helt ind i nåleøjet. Den automatiske nåletråder tiltaler mig også; jeg synes den er lidt svær at lære, men det kommer med øvelsen!

Ingen kommentarer: